Om lidt står Brændkjærhallen klar – hvordan kan du bruge den?

(Vi har lavet en flyer, som du meget gerne må printe ud og dele ud i den opgang eller på din vej eller i din klasse)
 
Her i Brændkjær har vi knoklet for at få en hal. Den får vi nu. For at kunne booke tider i hallen skal man være en godkendt forening. Derfor har vi stiftet Brændkjær Aktivitetsforening, som er en forening, der gør det nemt for dig at gå til noget eller stå for noget i hallen.
 
Måske er du allerede medlem af Brændkjærhallens Venner og tænker: Hvorfor skal jeg være medlem af to foreninger? Det skal du heller ikke, men begge foreninger har brug for dig, så vi håber fortsat, du har lyst. Hvad er så forskellen på de to foreninger?
 
Brændkjærhallens Venner kan vi takke for at vi overhovedet har en hal. Fremover kommer foreningen til at stå for at drive hallen i det daglige, og sikre, at det løber rundt økonomisk. Derudover vil Brændkjærhallens Venner også stå for vores årlige byfest.
 
Brændkjær Aktivitetsforening kommer til at stå for aktiviteter i hallen. Du kan allerede nu tilmelde dig basket, badminton, kæphest, frisbee, sjipning, fodbold, strik, stolegymnastik, krea, åben scene og mange andre aktiviteter.
 
Vi har booket en masse tider i efteråret, og du kan se vores foreløbige program på hjemmesiden. Der er stadig ledige tider, hvis du har lyst til at stå for noget. Det kan være på en fast ugedag eller bare et par gange i løbet af en sæson. Vi kan både håndtere begivenheder og en hel sæson.
 
Hvordan melder jeg mig ind?
STEP 1 – Scan QR-koden eller klik ind på https://bkaktiv.klub-modul.dk tryk på tilmelding og opret dig.
 
STEP 2 – Meld dig til GRUNDKONTINGENT – det koster 50 kroner om året og er din adgangsbillet til en masse gratis aktiviteter.
 
Hvordan kan jeg gå til noget?
 
Når du har betalt dit grundkontingent kan du tilmelde dig de andre hold. Alle vores instruktører arbejder frivilligt for at gøre det så billigt som muligt for bydelens borgere at kunne deltage.
 
Hvordan kan jeg stå for noget?
 
Find bestyrelsen på hjemmesiden eller vores Facebook-side, så prøver vi at hjælpe. Vores tilgang er, at det skal være sjovt at gå til noget i BAF, så hvis du gerne vil stå for en aktivitet, som enten giver sved på læben eller smil på læben, eller begge dele, så hører vi meget gerne fra dig.
Du er meget velkommen til at downloade og printe flyeren ud og dele den ud i din opgang, på din vej eller i din klasse så vi kan blive rigtige mange medlemmer af Brændkjær Aktivitetsforening.